Spring til indhold

Nyheder

Danmark stiller stærkt ved COP30 trods udfordrende geopolitisk landskab

Når verdens ledere, virksomheder og civilsamfund samles til FN’s klimakonference COP30 i Belém, Brasilien, fra 10. til 21. november 2025, deltager Danmark med en erhvervsdelegation, der viser, hvordan danske virksomheder bidrager til at omsætte globale klimaambitioner til konkret handling og investering.

På trods af en bekymring om at stigende geopolitiske spændinger kunne svække det internationale klimasamarbejde, stiller Danmark med sin hidtil største delegation. Delegationen samler virksomheder, myndigheder, finansielle institutioner og organisationer under fælles dansk fane i den danske pavillon, organiseret af State of Green i samarbejde med Dansk Industri, Udenrigsministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Formålet er klart: At vise, hvordan offentlig-privat samarbejde omsætter klimaambitioner til konkret handling.

Danmark til COP30

Danmark rejser til klimatopmødet i Belém, Brasilien, for at dele viden, indlede partnerskaber og forbinde klimaaktører på den danske pavillon i D127.

Læs mere om de danske ambitioner, lær mere om de deltagende partnere og dyk ned i det officielle program for den danske pavillon til COP30.

Se den officielle eventside for Danmark til COP30

10-året for Parisaftalen sætter fokus på handling

COP30 markerer tiåret for ParisaftalenForud for COP30 forventes alle lande at indsende opdaterede og mere ambitiøse nationale klimamål (NDC’er), som er en af de vigtigste mekanismer til at drive den globale klimaindsats fremad.

I en tid med stigende klimaudfordringer skal landene nu vise, at de kan omsætte Parisaftalens forpligtelser og resultaterne fra den globale Stocktake til konkret handling. Den globale Stocktake er en samlet status over verdens fremskridt mod Parisaftalens mål. Her bliver COP30 broen mellem politisk intention og praktisk implementering – og afgørende for at holde 1,5-gradersmålet inden for rækkevidde.

Den danske erhvervsdelegation kommer til COP30 med teknologier og grønne løsninger, der kan levere resultater. Gennem samarbejde mellem virksomheder, myndigheder og investorer demonstrerer delegationen, hvordan grøn omstilling kan blive en konkurrencemæssig styrke og bidrage til at indfri Parisaftalen.

“I Danmark er vi ikke kun gode til at sætte ambitiøse mål, men også til at levere resultater. Ved at samle offentlige og private kræfter stiller vi stærkt i arbejdet for at omsætte globale mål til konkret klimahandling,” Finn Mortensen, Direktør i State of Green.

Stærkere dansk forretningsdeltagelse

Danmarks grønne virksomheder repræsenterer i dag hele værdikæden – fra vindenergi, fjernvarme og energieffektivitet til grønne brændsler og cirkulær ressourceudnyttelse. Samtidig har Danmark været pioner i blended finance-modeller, hvor offentlige midler bruges til at reducere risikoen ved grønne investeringer.

Den danske pavillon bliver rammen for daglige events, debatter og møder, hvor danske og internationale virksomheder og organisationer præsenterer og debatterer løsninger inden for energi, infrastruktur, industri, transport, landbrug og grøn finansiering.

“Når den globale klimaindsats vakler, er det afgørende, at Danmark og EU står fast og udviser lederskab. Det er afgørende for vores konkurrenceevne, forsyningssikkerhed og resiliens – og en fordel for danske virksomheder, der står klar til at levere de grønne løsninger, som efterspørges globalt,” Anne Højer Simonsen, Vicedirektør og Klimapolitisk chef i Dansk Industri.

Danmark: lille land, stor rolle

Med EU-formandskabet spiller Danmark en central rolle ved COP30. Klima-, Energi- og Forsyningsminister Lars Aagaard skal sikre, at EU taler med én samlet stemme. Samtidig viser danske virksomheder, at grøn omstilling kan styrke både vækst og konkurrenceevne.

Danmark har gennem årtier omsat klimaambitioner til handling gennem tæt samarbejde mellem erhvervsliv, myndigheder og forskningsinstitutioner. Med de nuværende bindende klimamål, og et forslag om at fremskynde klimaneutralitet til 2045 samt en ambition om 110 procent reduktion i 2050, fastholder Danmark sin internationale frontløberposition.

For Dansk Industri og State of Green handler COP30 ikke blot om at dele danske erfaringer, men at skabe nye partnerskaber og vise, at grøn omstilling er økonomisk bæredygtig, når offentlige og private aktører arbejder sammen.

logo

Pressekontakt

Stine Lykke Vestergaard
Head of Press

[email protected]

+45 4223 8842

Læs mere