Nyheder
4 gode råd til at gøre din løsning mere spiselig


1. Brug data til at understøtte dine pointer
En god løsning benytter sig ofte af prosatekst, metaforer og malende tekst for at skabe følelser hos modtageren. Men det betyder ikke, at du ikke også kan benytte dig af kolde, hårde fakta. Faktisk er kolde og hårde fakta ofte en god måde at vise, at der faktisk er hold i det, du skriver. Samtidig giver det også modtageren et hurtigt overblik over, hvad din løsning går ud på.
Data kan dog ofte være svær at forstå og derfor er det godt også at illustrere din data med grafer, infografikker o.lign. med dertilhørende billedtekst.
Data betyder heller ikke kun tal. For nogle løsninger kan det også være relevant med andre typer af bevismateriale. Det kan fx være timelapse videoer eller før-og-efter billeder. Det vigtigste er, at du kan understøtte dine pointer med noget håndgribeligt.
2. Undgå jargon – så vidt muligt
Selvom din løsning typisk vil være målrettet folk, som kender din industri, vil din løsning på stateof-green.com også have et bredere publikum. Derfor anbefaler vi, at du undgår industrispecifik jargon så vidt muligt.
Et godt råd er at forsøge at skrive til nogen, der slet ikke kender din branche eller som har minimum kendskab til den. Når det så er sagt, er det dog vigtigt, at du har dit publikum for øje. Du må dermed heller ikke fordumme din tekst så meget, at dit kernepublikum bliver skræmt væk. Det er en svær linje at balancere, men du ved bedst selv, hvor linjen skal gå.
3. Hold din løsning opdateret
Sørg for at følge op på dine løsninger løbende. Er der fx kommet nye resultater eller er der sket noget med teknologien siden løsningen blev skrevet? Ved kontinuerligt at opdatere din løsning kan du vise de besøgende de langsigtede fordele. Samtidig sikrer du også, at løsningen afspejler din virksomheds arbejdsområder og du fortæller både vores og Googles algoritme, at indholdet stadig er relevant.
4. Gør din løsning letlæselig
Endeligt er der også nogle sproglige ting:
En god løsning bruger korte og præcise sætninger. Den bruger aktivt sprog, er delt op i flere paragraffer og benytter sig af visuelle elementer som underoverskrifter, billeder, grafer, mm. Det øger læsevenligheden og gør løsningen mere engagerende for dine besøgende.
Som i punkt nummer tre er et godt råd at skrive til folk, som ingenting kender til din virksomhed eller dit produkt eller service.