Spring til indhold

Nyheder

Danske erfaringer skal bidrage til den grønne jobomstilling i USA

Fra d. 5.-19. december var State of Green i USA for at sætte fokus på vindenergi og omstilling af arbejdskraften. Det blev bl.a. til oplæg for metalarbejdere i Nashville samt opstarten af nye eksportinitiativer, der skal bidrage til, at Danmark får del af New Yorks forestående vindeventyr.
image
15 december 2022
logo

Kontakt

Lise Holmegaard Larsen
Senior Project Manager (Clean Energy Sources)

[email protected]

+45 4047 8322

Vindindustrien brager frem i USA. Netop derfor var State of Green inviteret til USA i dagene fra d. 5.-19. december for at dele danske erfaringer og fremtidige initiativer til at omstille arbejdskraften.

Turens første stop var New York, hvor der blev afholdt møder med tætte samarbejdspartnere på henholdsvis det danske generalkonsulat og Danish Cleantech Hub. Formålet var især at drøfte udmøntningen af de såkaldte Brexitmidler, som State of Green har fået tildelt fra EU. Projektet, som løber af stablen næste år, vil indeholde en række aktiviteter til at styrke den danske eksport inden for sektorer, der har lidt et knæk som følge af Brexit. En del af disse aktiviteter vil tage afsæt i USA som eksportmulighed for virksomheder i den danske vindbranche, hvortil det kun vil være naturligt at inddrage danske samarbejdspartnere allerede lokaliseret på den anden side af Atlanten.

Det blev desuden også til et møde med National Grid, som er et af verdens største børsnoterede forsyningsselskaber. Energikoncernen er oprindeligt britisk, men har også aktiviteter i flere amerikanske stater. Det gælder bl.a. New York, hvor National Gridbyder ind som developer på en række offshore vindprojekter. Det er derfor en oplagt aktør i anvendelsen af en lang række løsninger fra den danske vindværdikæde.

 

Grøn jobskabelse på dagsordenen i Nashville

Dernæst gik turen mod Nashville, Tennessee. Her afholdtes det årlige møde for midt-vestlige medlemmer af Ironworker Management Progressive Action Cooperative Trust og International Association of Bridge, Structural, Ornamental and Reinforcing Iron Workers. Emnerne kredsede sig bl.a. om den økonomiske situations indvirkning på byggeprojekter, stålhandelssystemer samt havvind og GWO.

En af de store udfordringer i USA er, at bl.a. metalarbejdere har svært ved at se, hvor der er plads til dem i de ”nye” industrier som eksempelvis havvind. Dertil kommer en ofte manglende tillid mellem partner til at tro på, at der er hold i løfterne om, at der vil skabes nye arbejdspladser i takt med, at havvindindustrien vinder større indpas og sort energi udfases.

Det var netop for at give noget inspiration og dokumentation for vindbranchen som en sund socioøkonomisk case, at State of Greens energirådgiver Lise Holmegaard Larsen var inviteret til at holde oplæg. Invitationen var kommet i stand, fordi metalarbejdernes regionale direktør tidligere havde besøgt Danmark, hvor det bl.a. blev til et oplæg hos State of Green. I tillæg til den overordnende fortælling om Danmarks grønne omstilling, delte State of Green også de gode eksempler vi har på omstilling af arbejdskraften fra bl.a. olie-gas-sektoren og skibsbyggeriet til vindenergisbranchen.

Læs mere