Spring til indhold

Nyheder

Kort frist: State of Green søger projektleder til internationale events og markedsføring af grønne danske løsninger

Vil du være med til at positionere grønne danske løsninger internationalt? Med fokus på at styrke globalt samarbejde gennem internationale events og partnerskaber kan du blive en del af en lille dynamisk organisation tæt på centraladministrationen og erhvervslivets grønne kræfter.

State of Green er spydspids i markedsføringen af Danmark som en grøn førernation med globale løsninger inden for energi, vand, klima og miljø. Som ansvarlig for vores internationale relationer bidrager du til at understøtte Danmarks grønne visioner gennem relationsopbygning, internationale events og partnerskabspleje. Du vil få ansvaret for at planlægge og gennemføre State of Greens aktiviteter i regi af FN’s årlige klimakonference (COP) samt New York Climate Week. Rollen indeholder desuden varetagelse og udbygning af State of Greens partnerskaber med internationale aktører.

Til stillingen hører også et særskilt sektoransvar for et af State of Green’s prioriterede fagområder. Sektoransvaret betyder, at man skal ajourføre sig med området mhp. at positionere danske løsninger og modtage relevante delegationer i Danmark.

Som en del af en lille organisation i spændingsfeltet mellem danske erhvervsorganisationer, virksomheder og statsadministrationen forventes den rette kandidat at have politisk flair samt en veludviklet forståelse for erhvervslivets interesser. Vi søger en kandidat, der kan tænke strategisk men som samtidig er klar til at eksekvere og selv være udførende på de daglige opgaver.

Dine arbejdsopgaver

  • Projektledelse af State of Greens deltagelse ved New York Climate Week samt FN’s årlige klimakonference (COP), hvor vi har ansvaret for den danske pavillon med 25-30 deltagende virksomheder og organisationer.
  • Opdyrkning og varetagelse af State of Green’s partnerskaber med internationale tænketanke, organisationer og andre relevante aktører.
  • Planlægning, koordinering og eksekvering af internationale events til markedsføring af danske løsninger.
  • Planlægning af faglige besøgsprogrammer for internationale beslutningstagere. Herunder holde oplæg om Danmarks grønne omstilling på engelsk for udenlandske delegationer.
  • Proaktiv netværkspleje og kontaktskabelse til danske virksomheder, brancheorganisationer og myndigheder.
  • Løbende bidrag til en række markedsføringsopgaver, såsom kampagneføring, præsentationsmateriale og udarbejdelse af indhold til fagudgivelser.

I tillæg til ovenstående vil der være mulighed for at udvikle nye projektidéer og partnerskaber, som kan sætte danske løsninger på verdenskortet.

Kvalifikationer

Den ideelle kandidat:

  • har indgående kendskab til dansk erhvervsliv og ca. 3-5 års praktisk erfaring med kommunikation, public affairs, interessevaretagelse og/eller relevant projektarbejde.
  • har politisk flair og strategisk forståelse – men som også er en ’håndværker’, der arbejder selvstændigt og er ikke bange for at tage fat.
  • besidder gå-på-mod og iderigdom. En væsentlig kvalifikation er, at man kan se nye muligheder og har lyst til at videreudvikle igangværende projekter.
  • har stærke formidlingsevner i tale og på skrift på dansk og engelsk.

Du vil blive kollega til 13 fastansatte og en håndfuld studentermedhjælpere. Som arbejdsplads er State of Green kendetegnet ved, at tempoet er lige så højt som humøret. Foruden en lang række udenlandske interessenter er vi dagligt i berøring med et omfattende netværk af danske virksomheder, ministerier, styrelser, ambassader, erhvervsorganisationer, regioner og kommuner. Vi har kontor og showroom i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København.

Der er tale om en stilling på 37 timer ugentligt med start hurtigst muligt. Der må forventes ca. 15-20 rejsedage om året.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Finn Mortensen på [email protected] eller telefon 2249 6511.

Send din ansøgning med CV til os på [email protected] senest den 28. juli kl. 18. Skriv venligst ”Ansøgning, projektleder til internationale events, [navn]” i emnefeltet. Vi afholder løbende ansættelsessamtaler, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.

State of Green er et offentligt-privat partnerskab, der sætter fokus på grønne danske løsninger på globale energi-, klima- og miljøudfordringer. Som Danmarks officielle, grønne brand arbejder vi for at accelerere omstillingen til et bæredygtigt samfund med afsæt i Danmarks erfaringer, visioner og løsninger inden for det grønne område. State of Green er ejet af staten samt Dansk Industri, Green Power Denmark og Landbrug & Fødevarer. Læs mere om State of Green på https://stateofgreen.com

Læs mere