Interesseret i at indgå et partnerskab?
Maja Østergaard
Head of Partnerships (CCUS & Power-to-X)
Nyheder
Andel og State of Green har indgået et strategisk partnerskab, og styrker dermed sit samarbejde. Partnerskabet betyder, at Andel indtræder i State of Greens netværk af allerede eksisterende strategiske partnere.
“Vi glæder os over at have indgået et strategisk partnerskab med Andel. Der er ingen tvivl om, at der er mange synergier mellem Andel og State of Green, og med tilføjelsen af Andel får vi endnu en central dansk energiaktør bag os, som går forrest i arbejdet med at sætte strøm til den grønne omstilling. Jeg er sikker på, at samarbejdet bliver givende for begge parter.” Finn Mortensen, Direktør i State of Green
Med partnerskabet vil State of Green og Andel arbejde tæt sammen for at udbrede fortællingen om Danmark som grønt foregangsland.
Andel er Danmarks ledende energi- og fibernetkoncern, og 40% af den strøm, der leveres i Danmark, transporteres af koncernens to netselskaber. Andel har en ambitiøs strategi om at indtage en central rolle i den grønne omstilling, og koncernen har frem til 2035 øremærket 90 milliarder til en accelerering af investeringerne i produktion af vedvarende energi og basisforretningen. Det sker blandt andet gennem projekter, der fremmer forsyningssikkerheden, gør det mere attraktivt at køre elbil og udvikler nye løsninger inden for power-to-X, grøn brint og energilagring.
“Der har aldrig været så stort et behov for en akut omstilling af energisystemet. Nøglerne til denne omstilling, som skal hjælpe os med at komme ud af klimakrisen, er at øge produktionen af vedvarende energi, udbygge ladeinfrastrukturen til mange flere elbiler og gøre elnettene klar, så de kan håndtere større efterspørgsel og en større andel af vedvarende energi. Det glæder vi os til at skulle dele viden om med State of Green og inspirere andre lande – og selv blive inspireret,” Jesper Hjulmand, CEO, Andel
Set i lyset af dette, ser State of Green frem til at fortsætte samarbejdet med Andel omkring centrale tematikker, såsom accelereret elektrificering, udbygning og integration af vedvarende energi i energisystemet, samt implementering af grønne løsninger, der skaber fleksibilitet i elnettet (f.eks. ladeinfrastruktur).
Andel er bl.a. en del af den danske pavillon på COP29 i Baku, som State of Green organiserer. Læs mere her.
State of Green opererer med to typer af kommercielle partnerskaber, hvoraf de strategiske partnerskaber er mere langsigtede. State of Greens strategiske partnere repræsenterer et udsnit af Danmarks globale frontløbere, organisationer og virksomheder, der tilbyder løsninger inden for energi, miljø, vand og grøn finansiering. De strategiske partnere kommer løbende med input til State of Greens strategiske retning. De bidrager desuden med ideer, vidensdeling, erfaringsudveksling, netværk og økonomiske ressourcer. State of Green arbejder proaktivt for at sætte partnernes løsninger og ekspertise højt på den globale grønne agenda.
State of Green har indgået strategiske partnerskabsaftaler med VELUX, Rockwool, Grundfos, Topsoe, Ørsted, Rambøll, Danske Rederier, COWI og Andel. Der er desuden indgået etårige associate partnerskaber med PensionDanmark, CIP, Hempel, CO-industri, FLSmidth, Danfoss og NKT.
Maja Østergaard
Head of Partnerships (CCUS & Power-to-X)