Det grønne Danmark

Virksomheder vil udvikle strategi for sektorkobling

Dansk erhvervsliv grøn omstilling klimaafgift
02. december 2020

De forskellige dele af energisystemet skal integreres, hvis vi skal sikre, at den grønne omstilling bliver både effektiv og økonomisk. Derfor samler Erhvervslivets Klimaalliance 24 danske virksomheder, store som små, for at formulere et samlet bud på, hvordan man bedst kan udnytte mulighederne inden for sektorkobling.

Hvis vi skal nå målet om 70 procents reduktion af CO2 i 2030, skal der ske en gennemgribende grøn omstilling, hvor størstedelen af energisystemet kommer til at køre på grøn strøm.  Det kræver en tæt integration af energisystemet, hvor alle dele fra produktion til forbrug spiller bedre sammen.

Der skal udvikles en sammenhængende national strategi for sektorkobling, og den opgave vil Erhvervslivets Klimaalliance i samarbejde med 24 virksomheder komme med et bud på.  Leder af udviklingsarbejdet er COWI’s adm. direktør Lars-Peter Søbye.

DI, Dansk Energi, iEnergi og Implement er sammen med virksomhederne partnere i projektet, der skal munde ud i et sæt anbefalinger til politikerne.

– Vi har et skarpt fokus på den regulering og teknologi, som kobler produktion og forsyning af el, varme og gas sammen med forbruget af energi i samfundet. Med en strategi for sektorkobling styrker vi udviklingen af fremtidens energiteknologi, og vi sikrer, at  digitalisering og integration af el kan få energisystemet til at virke mere effektivt, siger Lars-Peter Søbye og fremhæver, at sektorkoblingen har en erhvervspolitisk sidegevinst:

– En tættere integration af sektorer og aktører har stort erhvervspotentiale. Det kan føre til et nyt eksporteventyr for Danmark,siger Lars-Peter Søbye.

 

Læs hele nyheden her.