Det grønne Danmark

Ny analyse: Danskerne sorterer i stor stil på genbrugspladserne

affaldshåndtering genbrug grøn omstilling
15. oktober 2020

Næsten 80 pct. af affaldet på genbrugspladserne sorteres til genbrug og genanvendelse. Genbrugspladserne er grøn, offentlig infrastruktur, som kan spille en nøglerolle i klimakampen, mener Dansk Affaldsforening.

Selvom mængden af containere, beholdere og bure på en almindelig genbrugsplads burde tage pusten fra de fleste, så sorterer danskerne affald på livet løs, når de tager på genbrugspladsen.

Hele 77% af affaldet på genbrugspladserne bliver nemlig sorteret til genbrug og genanvendelse.

Det viser Dansk Affaldsforening og JHN Processors årlige genbrugspladsanalyse, der samler de vigtigste tal for landets genbrugspladser.

Dermed kan gamle mursten, træbrædder, papkasser mv. bruges igen og indgå i nye produkter – ligesom haveaffald komposteres og giver liv og næring i danskernes haver året efter.

”Det er fantastisk at se, at kombinationen af sorteringsivrige borgere og kommunale genbrugspladser hver dag skaber positive resultater for klima og miljø. Danskerne fortjener et ekstra stort skulderklap for at gå så meget op i sorteringen på genbrugspladserne,” siger Mikkel Brandrup, direktør i Dansk Affaldsforening, interesseorganisation for kommuner og affaldsselskaber.

Læs hele nyheden her.