Det grønne Danmark

Bæredygtighed og klima skal være pejlemærker for offentlige indkøb for trecifret milliardbeløb

bæredygtighed grøn transport klimaaftryk
29. oktober 2020

Hvert år køber det offentlige ind for 380 mia. kr. – fra mad i børnehaver, medicin og hospitalsudstyr til biler, byggeri og anlæg. Med ny strategi forslår regeringen bl.a., at offentlige køretøjer skal være grønne i 2030. Målet er at nedbringe CO2-udledningen og skubbe på den grønne omstilling.

Danmarks fremtid skal være grøn, og regeringen og et bredt flertal i Folketinget har sat et ambitiøst mål om at reducere Danmarks klimaaftryk med 70 pct. frem mod 2030. Det kan kun nås, hvis alle virkemidler bringes i spil. Derfor fremlægger regeringen nu en samlet strategi for, hvordan den offentlige sektors indkøb kan bidrage til at gøre Danmark grønnere.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

“For første gang i danmarkshistorien lancerer regeringen nu en samlet strategi for grønne offentlige indkøb. Det gør vi, fordi vi i fremtiden skal være endnu bedre til at have klima, miljø og bæredygtighed for øje, når vi køber ind. Det er en stor økonomisk muskel på et trecifret milliardbeløb, som vi aktiverer for at sætte yderligere fart på den grønne omstilling. Og vi lægger som et af de første lande i verden op til at sætte tal på, hvor meget de grønne indkøb skal bidrage til at nedbringe Danmarks samlede udledninger.”

Nye beregninger viser, at de offentlige indkøb belaster klimaet med 12 mio. tons CO2 om året. Heraf bliver ca. 4 mio. tons udledt i Danmark. Det er første gang, der sættes tal på klimabelastningen ved offentlige indkøb, og ambitionen er, at niveauet skal reduceres markant frem mod 2030.

I samarbejde med eksterne eksperter pågår nu et omfattende analysearbejde, som både skal fremskrive udviklingen og give detaljeret indsigt i, hvordan de enkelte indkøbsområder påvirker klima og miljø. Når arbejdet er færdigt, forventer regeringen i 2021 at kunne lave en aftale med Folketingets partier om et konkret reduktionsmål.

 

Læs hele nyheden her.