Spring til indhold

Nyheder

Ledige stillinger

Projektleder til international markedsføring af danske løsninger inden for vand og klimatilpasning

Som projektleder i State of Green bidrager du til at understøtte Danmarks grønne visioner gennem internationale fremstød, strategisk kommunikation og globale markedsføringskampagner. Du vil særskilt få ansvaret for State of Greens sektorfokus inden for vand og klimatilpasning.

State of Green er spydspids i markedsføringen af Danmark som en grøn førernation med globale løsninger inden for energi, vand, cirkulær økonomi og bæredygtig byudvikling. Som vores nye projektleder vil du få ansvaret for at planlægge og gennemføre aktiviteter samt udvikle kommunikations- og markedsføringsmaterialer, der kan styrke den internationale positionering af danske virksomheder inden for fagområderne vand og klimatilpasning. For den rette kandidat kan der også være mulighed for at kombinere med andre fagområder.

Arbejdsopgaver indebærer projektledelse af en række initiativer, der skal markedsføre den danske vand- og klimatilpasningssektor internationalt, herunder:

  • Proaktiv netværkspleje og kontaktskabelse til danske virksomheder, brancheorganisationer, forsyninger og myndigheder inden for vand- og klimatilpasning.
  • Udvikling og efterfølgende promovering af publikationer og andre markedsføringsmaterialer inden for vand til relevante udenlandske målgrupper.
  • Projektledelse af to igangværende markedsbearbejdningsforløb målrettet hhv. den indiske og europæiske vandsektor i tæt samarbejde med eksterne samarbejdspartnere (inklusiv deltagelse i aktiviteter ude på markederne såvel som i Danmark).
  • Planlægning samt eksekvering af events (fysisk og/eller virtuelt) til markedsføring af danske vandteknologiløsninger. Holde oplæg om Danmarks grønne omstilling (og vandsektoren) på engelsk for udenlandske delegationer.
  • Planlægning af faglige besøgsprogrammer for internationale beslutningstagere.
  • Repræsentere State of Green på relevante erhvervsfremstød og konferencer i ind- og udland
  • Mobilisering af konsortiets nuværende platforme og medier herunder Green Value Chains, Green Together, State of Green.com, Virtual Reality film o.lign.

Ovenstående er eksempler på igangværende projekter samt potentielle opgaver, men du vil også få mulighed for at sætte dit eget præg på, hvilke initiativer der skal prioriteres ud fra en vurdering af, hvad der skaber størst værdi for den danske vandsektor. Du vil således også få mulighed for at udvikle nye projektidéer, som kan sætte danske vandløsninger på verdenskortet.

Kvalifikationer:

Den ideelle kandidat:

  • Har mindst 2-3 års praktisk erfaring med kommunikations- og/eller projektarbejde og har et særdeles godt kendskab til dansk erhvervsliv. Det er en klar fordel, hvis du har indsigt i samt erfaring fra vandsektoren. Det vigtigste er dog, at du har kommerciel og strategisk forståelse samt evnen til hurtigt at sætte dig ind i nye fagområder
  • Er initiativrig, detaljeorienteret og arbejder selvstændigt og effektivt.
  • Skriver og taler flydende dansk og engelsk (en skriftlig sprogtest vil indgå som en del af ansættelsesforløbet). Er desuden en stærk formidler med lyst til at holde oplæg på engelsk for internationale gæster.
  • Kan tænke strategisk og er i stand til hurtigt at sætte sig ind i faglige problemstillinger og ”oversætte” disse til letforståelig kommunikation.

Har forståelse for arbejdet i spændingsfeltet mellem interessenter i statsadministrationen, erhvervsorganisationer og virksomheder.

Du vil blive kollega til 14 fastansatte og en håndfuld studenter på en arbejdsplads, hvor tempoet er lige så højt som humøret, og hvor vi dagligt er i berøring med et omfattende netværk af virksomheder, ministerier og styrelser, ambassader, erhvervsorganisationer, regioner og kommuner – og ikke mindst en lang række udenlandske interessenter. Vi har kontor og showroom i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København.

Der er tale om en stilling på 37 timer om ugen med start hurtigst muligt (og helst 1. juli 2023).

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte souschef Tanya Gottlieb Jacobsen på [email protected] eller telefon 2249 6514 mandag-torsdag i tidsrummet kl. 11-14.

Send din ansøgning med CV til os på [email protected] senest d. 30. maj kl. 10. Skriv venligst ”Ansøgning, Projektleder, [navn]” i emnefeltet. Vi holder ansættelsessamtaler løbende, så send gerne din ansøgning så hurtigt som muligt.

State of Green

State of Green er et dansk, offentligt-privat partnerskab, der sætter fokus på globale klima- og miljøudfordringer. Som Danmarks officielle, grønne brand ønsker vi at accelerere omstillingen til et bæredygtigt, CO2-neutralt og ressource-effektivt samfund. State of Green agerer internationalt bindeled, hvor vi opfordrer til samarbejde og vidensdeling. Vi skaber relationer mellem danske og internationale aktører med afsæt i Danmarks erfaringer, visioner og løsninger inden for det grønne område. Bag konsortiet står den danske stat, DI, Landbrug & Fødevarer, og Green Power Denmark.

Læs mere

Ledige stillinger