Spring til indhold

Nyheder

Ny publikation: Nedbring CO₂-udledninger med naturens eget værktøj

Biosolutions rummer et betydeligt potentiale for at nedbringe globale CO₂-udledninger og samtidig styrke en mere ressourceeffektiv og cirkulær økonomi. I en ny publikation sætter State of Green fokus på nøgleteknologier og aktører, der driver udviklingen i Danmark – illustreret gennem 16 konkrete eksempler fra den danske biosolutions-sektor.

Naturinspirerede løsninger spiller en stigende rolle i den grønne omstilling. Med udgangspunkt i biologi og avanceret teknologi tilbyder biosolutions ressourceeffektive alternativer til kulstofintensive produkter og processer – fra industriproduktion til fødevaresektoren. De kan være med til at mindske presset på knappe ressourcer, imødekomme behovene fra en voksende befolkning og samtidig reducere globale drivhusgasudledninger.

I samarbejde med en række centrale aktører fra Danmarks biosolutions-landskab sætter State of Green i en ny publikation fokus på netop dette felt. Udgivelsen præsenterer en række løsninger og aktører, som tilsammen bidrager til at forme en biobaseret økonomi med internationalt afsæt. Ifølge nye analyser har biosolutions potentiale til at reducere de globale CO₂-udledninger med op til 8 procent frem mod 2030.

Om publikationen

“Biosolutions – Creating climate impact with nature’s own toolbox” er den nyeste publikation fra State of Green. Den fremhæver Danmarks styrker inden for biosolutions og er bygget op omkring tre centrale temaer:

  • Fremme af rammevilkår som offentlig-private partnerskaber, førende forskning og skaleringsinfrastruktur
  • Industrielle løsninger – fx lavemissionscement, vandrensning, cirkulær vejbygning og enzymbaseret plastgenanvendelse
  • Ressource effektiv fødevareproduktion, herunder præcisionsfermentering, plantebaserede innovationer og opgradering af madaffald

Med 16 konkrete eksempler fra danske virksomheder og institutioner understreger publikationen Danmarks rolle som frontløber inden for biosolutions – og inviterer til international videndeling og samarbejde.

Se publikationen her

Læs mere