Nytårsreception i House of Green
H.M. Kong Frederik og Finn Mortensen, Direktør i State of Green
Image credits: Ulrik Jantzen / Büro Jantzen
Nyheder
Med den globale vindkonference WindEurope i København, Danmarks kommende EU-formandskab og den skelsæt-tende klimakonference COP30 i Brasilien til november tegner 2025 sig som et betydningsfuldt år for Danmarks grønne dagsorden. Med afsæt i dette inviterede State of Green for første gang konsortiets tætteste samarbejdspartnere og ejerkreds til en nytårskur for at anerkende deres støtte til konsortiets arbejde og rette blikket mod de muligheder, der venter i det kommende år.
I sin velkomsttale fremhævede bestyrelsesformand Jeff Gravenhorst vigtigheden af stærke partnerskaber i en tid med globale forandringer. Han pegede på 2025 som et skelsættende år for den grønne dagsorden, med store begivenheder som WindEurope i København, Danmarks EU-formandskab og COP30 i Brasilien.
H.M. Kongens tilstedeværelse understregede kongehusets vedvarende støtte til Danmarks grønne sektorer. Siden 2008 har H.M. Kong Frederik været protektor for State of Green og har været en aktiv medspiller i at fremme danske løsninger globalt, bl.a. via besøg på den danske pavillon under Klimatopmødet COP28 i Dubai, samt under adskillige eksportfremstød.
Nytårsreceptionen symboliserede samtidig det stærke samarbejde mellem State of Greens offentlige og private aktører. Med et stærkt netværk og en fælles vision som udgangspunkt, ser State of Green frem til at styrke Danmarks grønne engagement i året, der kommer.
Nytårsreceptionen i House of Green var den første af sin slags, hvor offentlige og private partnere af State of Green var inviteret i House of Green til en eftermiddag med networking. De inviterede talte både ejerkreds, strategiske, samt associate partnere, heriblandt: Andel, CIP, COWI, Danfoss, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Danske Rederier, FLSmidth, Green Power Denmark, Grundfos, Hempel, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Landbrug og Fødevarer, Miljøministeriet, NKT, PensionDanmark, Ramboll, Rockwool, Topsoe, Udenrigsministeriet, Velux, Ørsted, og Eifo.
Se State of Greens partnerkredsMaja Østergaard
Head of Partnerships (CCUS & Power-to-X)